Måske er dette ikke det ideelle sted at efterlade en anmeldelse (helt langt fra hvad kritikere med en titel kunne gøre). Men jeg anser det for nødvendigt at efterlade med mine egne ord en tilbagevenden eller taknemmelighed eller måske katarsis vedrørende denne utrolige film.
Norma "Gaby" Arrostito var en af de mest symbolske, ja endda legendariske, kvinder i det 20. århundredes argentinske historie . Hun var medlem af Montoneros og en af organisationens grundlæggere. Hun deltog i kidnapningen og henrettelsen af Aramburu og var en af de mange personer, der forsvandt under diktaturet i 1976.
Filmen, der er lavet under streng journalistisk undersøgelse, kombinerer arkivbilleder, dokumentar gennem interviews og fiktion, der genskaber scener, der er relateret til os parallelt.
Skuespillerinden , der spiller Gaby, er Julieta Díaz , og hun har virkelig overrasket mig. Hun udviste en umådelig styrke, da denne kvindes historie er virkelig vanskelig og præget af en sejhed, modstandsdygtighed og dedikation, der kun kan sammenlignes med fiktive fortællinger.
Filmen sporer Norma Arrostitos liv, fra kidnapningen af Aramburu, til hendes mord i fangenskab. Ind i mellem opdager vi gennem stemmen fra mange af de overlevende, der kendte hende, kvinden bag karakteren. Et væsen af enorm enkelhed og lidenskab, der havde besluttet, i fuld brug af sine evner og med fuld bevidsthed om, hvad det indebar, at give sit liv til en sag, som han betragtede (og jeg anser) helt retfærdig, som frelsen af din opgave.
Et problem, som i mit land, Argentina, er meget svært at håndtere, da det indebærer et kompromis, der nogle gange bliver sløret mellem den mest objektive sandhed, og den sandhed, de i mange år har ønsket at vise os. Nogle gange synder vi uvidende bare ved at gifte os med den sandhed, de har vist os, uden at se længere bagved. Og det er, at der altid er noget mere bag det eneste synspunkt, vi modtager. Som mennesker forpligtet til enhver sag, hvad det end måtte være, er vi forpligtet til at vide det. Og årsagen kan være hvem som helst, hvad enten det skyldes politisk ideologi eller på grund af religiøs tro eller på grund af at følge et kald til enden. Kun ved at vide, hvad der er foran os, er det, vi kan være.
Denne film lærer os ikke kun. Det viser uden nogen form for en virkelighed, at nogle gange eller næsten altid er sløret i munden på dem, der for nemheds skyld foretrækker, at det går tabt, at det bliver glemt. Eller værre endnu, lad det blive ignoreret.
Det er historien om et fremmed land, nogle gange meget svært at få adgang til. Jeg mener, at det er nødvendigt, ud over selve historien, at vide, hvem der var mennesker, hvem der var lidenskabelige væsener, der forlod deres blod for en sag, som de troede på. Da passion, dedikation hverken har tidsmæssige grænser eller rumlige grænser.
Jeg er uendeligt taknemmelig for dette, og jeg håber, at dette på en eller anden måde, en film, der kan tåle bifald, kan nå jer alle.